Tre Sømænd: 8

TRE SØMÆND - REJSENDE PÅ TIDSHAVET - EN METAFYSISK ROMAN PÅ DANSK - BREDEVOORT VAN DEN BERG En Metafysisk Roman om Tid og ErindringHavet glemmer intet. Tre fiskere sejler mod vest, væk fra alt, hvad de kender, på jagt efter noget, der endnu ikke har noget navn. De overlever en storm, der burde have taget dem, og en af dem begraver en sten med underlige mærker på en øde strand. Han ved ikke hvorfor, kun at stenen må vente.Århundreder senere finder nogen den sten. Han standser for at se på den. Kun et øjeblik. Men det øjeblik forandrer alt. Et barn bliver født, som aldrig ville være blevet født. Et liv, der aldrig skulle have eksisteret, begynder. Og et sted, uden at nogen ved det, begynder mønsteret forfra.Senere sejler tre japanske fiskere ud på deres sidste patrulje. Tre amerikanere ser båden synke. En af dem bærer de dødes ansigter med sig for altid. Mareridtene kommer hver nat, og de holder aldrig op.Tre Sømænd er en bog om de ting, der bliver hos os længe efter, vi har glemt dem. Om hvordan en lille sten, et enkelt øjeblik, én beslutning om at standse op og se, kan ændre hele historiens gang. Om hvordan havet husker alt, også det vi forsøger at glemme.Fortællingen bevæger sig gennem forskellige tidsaldre og forener metafysisk mystik med psykologisk spænding og overnaturlige elementer.Havet venter. Tiden venter. Og et sted på en strand, ingen kender, ligger en sten og venter på nogen, der endnu ikke er født. Det navnløse skib lå i Yokohamas havn som et gammelt havdyr der hvilede før slagtningen. Dets skrog dybt i vandet, dets dæk stille, dets master nøgne mod det grå morgenlys der brød gennem skyerne, den skumringstime mellem nat og daggry når verden holder vejret og grænsen mellem virkelighed og drøm sløres som tåge der trækker over vandet. Vandet lavede en våd, sulten lyd der trak gennem jernet, en lyd som kæber der åbner sig.Kun tal identificerede skibet, falmede hvide mod rustpletterne, numre der intet betød for det øje der læste dem, som kun var der fordi nogen et sted havde besluttet at alt skulle have et navn, selvom havet ikke forstår de navne mennesker giver. Det store urhav var ligeglad. Havet talte sit eget havsprog, ét uden navneord, kun udsagnsord: bryde, sluge, bære, glemme. Havet havde ikke brug for navne; det vidste hvad ting var gennem deres vægt, deres bevægelse, deres tidslighed.Charley stod på kajen, hænderne dybt begravet i jakkelommerne, og så på tallene. Også de ville en dag falme, som malingen, som hans eget navn, som alt hvad mennesker rører ved og tror de ejer. Morgenen var kold nok til at danne åndedragsskyer, små tåger der stødtes ud af munden og så opløstes i ingenting. Han så på dem, på den måde hans eget liv for et øjeblik var synligt i den isnende luft og derefter forsvandt. Døden som en åndedragssky der opløses i morgendisen, fordamper til ingenting.